Derfor holder vi Smagens Dag
På Smagens Dag sætter vi fokus på smagssansen for at lære eleverne at smage – og at sætte ord på smagsoplevelsen. Læreren arrangerer fx en temadag med mange smagsmæssige oplevelser, der vækker smagsløgene. Målet er, at få eleverne til at tænke over, hvad de putter i munden, og hvorfor de gør det.
Smagens Dag skal være en spændende og aktiv dag fyldt med smagsoplevelser. Smagspræferencer grundlægges tidligt, og desværre er det sådan, at mange elever ikke får mulighed for at smage mange forskellige råvarer eller råvarer med forskellig smag. Skolens opgave er bl.a. at danne hele mennesker. Derfor er det en vigtig opgave at præsentere eleverne for mange forskellige smagsoplevelser. På Smagens Dag udfordres elevernes smagssans, så de får oplevelser og gør erfaringer, som kan danne grundlag for elevernes egne valg.
Målene med Smagens Dag er:
- at eleven bliver opmærksom på smagssansen og skærper den
- at eleven oplever, at der er forskel på råvarers kvalitet
- at eleven erfarer, at råvarer har sæson
- at eleven bliver bevidst om, at råvarers smag og kvalitet er årstidsbestemt
- at eleven ser, lugter, føler og smager på forskellige råvarer
- at eleven bliver interesseret i, hvad et produkt indeholder, og hvordan det er produceret
- at eleven får sansemæssige oplevelser.
Du kan holde Smagens Dag, uanset hvor i landet du holder til. På denne dag sætter vi alle fokus på smagssansen. Det er den dag, hvor eleverne skal koncentrere sig om råvarers smagsnuancer. Dagen er på mange skoler blevet en tradition – en årlig tilbagevendende begivenhed, som eleverne glæder sig til.
Har du spørgsmål om Smagens Dag, er du velkommen til at kontakte sekretariatet for Smagens Dag.
Kontakt os
Glentevej 3
2670 Greve
Telefon: 20 20 00 76
E-mail: info@smagensdag.dk
Facebook link